Herrebeklædning – kender du traditionerne?

12 maj, 2021

l

Team Jamie

Mange mænd har tendens til at trække i det samme slidte jakkesæt, uanset hvilken anledning det er til. Men faktisk så er der stor forskel på, hvornår hvilke typer af jakkesæt er passende. Det gælder især de formelle anledninger, hvor der er mange forskellige traditioner, man skal tage højde for. Står du overfor en klassisk gallafest, eller skal du til bryllup, og er du i tvivl om, hvad du skal og må komme anstigende i? Læs med her og bliv klogere. Vi starter ud med det mindst formelle og bevæger os over i de sæt, hvor traditionerne er flest.

Klassisk eller moderne jakkesæt/habit

Et jakkesæt er på mange måder en meget i ukonkret betegnelse, eftersom at mange bruger det om ethvert sæt, hvor der indgår en form for blazer og habitbukser. Et klassisk jakkesæt består af et par bukser og en habitjakke, der er syet af samme stof – og går man skridtet videre, hører der også en matchende vest til. Til jakkesættet bærer man typisk slips, og en skjorte der passer til. Det er op til den enkelte, om det skal være en hvid, blå eller måske mønstret skjorte. Det er både skjortens farve og jakkesættets udformning og pasform, der har ændret sig med moden gennem siden. I dag ser man i høj grad, at folk får et skræddersyet jakkesæt, for netop at få et der passer perfekt. Jakkesættet kan bruges til enhver mere eller mindre formel anledning – på nær gallamiddage og formelle, officielle sammenkomster.

Smoking – Black Tie

Den klassiske smoking, også kaldet tuxedo, er typisk beklædning til mere formelle lejligheder, der foregår om aftenen. Det er derfor ikke smoking du skal bære i kirken til brylluppet, men senere til festen er det oplagt. En smoking består af en sort jakke og et par sorte bukser, der har en revers af satin eller silke ned langs buskebenet. Til smoking bærer man sort butterfly, sorte sko og hvid skjorte. En smoking kommer også med små karakteristika såsom enkelt- eller dobbeltradet knapper beklædt med stof, ingen slids i jakken, lommer og satindetaljer.

Kjole & Hvidt – White Tie

Kjole og hvidt er den herrebeklædning, der er den mest formelle. Det er den, man på engelsk kalder White tie eller “Full evening dress”. Kjole og hvidt er klassisk, formelt og bruges kun ved helt særlige anledninger, såsom gallarrangementer, bryllupper eller nytårstaffel. Kjole og hvidt består af en sort, åbenstående kjolejakke med lange skøder – også kaldet svalehale – en hvid skjorte med stivet bryst, hvid vest og en hvid sløjfe eller butterfly. Kraven på skjorten er med knækflip og kan være aftagelig. Hertil bæres sorte, højtaljede bukser og sorte laksko. Dekoration til kjole og hvidt er en høj hat, hvide handsker, et hvidt silketørklæde og lommeur.